Murerfaget gør noget for kvaliteten i byggeriet.
Mandag den 16. februar mures der løs på Københavns Hovedbanegård for at finde de 2 murere, der går videre i udtagelseskonkurrencen om at repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i håndværk.
Konkurrencen starter kl. 8.00 under uret og vil blive skudt i gang af billedkunstneren Bjørn Nørgaard.
I september 2008 blev der kåret en danmarksmester i murerarbejde blandt fagets unge håndværkere, og samtidig blev der udpeget en 2. og 3. plads. De 3 håndværkere skal nu dyste om at repræsentere det danske murerfag ved verdensmesterskaberne i håndværk i byen Calgary i Canada til september 2009.
De tre unge deltagere:
- Jack Jepsen Bak er fra Silkeborg (Danmarksmester), uddannet på CEU Uddannelsescenter
Herning og har været i lære hos murermester Leif Esbensen.
- Christian Friis Schmidt er fra Gislev, går på Svendborg Erhvervsskole og er i lære hos
murermester Kenneth Mortensen.
- Arne Mikkelsen er fra Roslev, går på EUC Nordvest og er i lære hos murermester Steen
Mikkelsen.
Vi er meget glade for DSB’s behjælpelighed for afholdelse af konkurrencen. Det vil give deltagerne en fornemmelse af det publikumspres, der vil være ved et verdensmesterskab, når de mange togrejsende således passerer forbi og overværer konkurrencen, og samtidig får faget mulighed for at vise, hvad vi kan præstere.
Onsdag den 18. feb. kl. 12.00 – efter ca. 18 timers intens murerarbejde – vil 2 af murerfagets skrappe censorer samt fagets internationale dommer bedømme de færdige opgaver og sende 2 unge murere til den endelige udtagelse, der finder sted i forbindelse med afholdelse af det nordiske mesterskab for murere i begyndelsen af juni 2009.
Konkurrencen på Københavns Hovedbanegård åbnes man. den 16. februar kl. 8.00 under uret af billedkunstneren Bjørn Nørgaard.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til uddannelseskonsulent Erik Fog fra det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget på tlf. 35 87 87 29
Opgavetegningerne kan hentes på www.murerfag.dk hvor der også vil blive vist fotos fra konkurrencen, efterhånden som den skrider frem.
Egernsund Tegl er hovedsponsor for arrangementet.
Yderligere oplysninger kontakt venligst:
Egernsund Tegl amba
Direktør Bjarne Sjørring
E: bjs@egernsund-tegl.dk
T: 7444 2540
www.egernsund-tegl.dk